Musikken
Four Seasons forklaret
Hvad de fire koncerter er, hvor sonetterne kommer ind, og hvordan Vivaldi maler vejret med en violin.
Book koncerten og apericenaen ↗Hurtigt svar
Antonio Vivaldis De fire årstider er et sæt på fire violinkoncerter, som indleder hans Op. 8, et bind trykt i Amsterdam i 1725. Hver koncert ledsages af en sonet, og musikken tæller som en historie fortalt uden ord. Den engelske Wikipedia betegner musikken som programmusik: den fortæller en historie uden ord, fra fuglesang til jagt til knitrende is.
Et sæt i et sæt
Printeren Michel-Charles Le Cène udgav de fire koncerter i 1725 sammen med otte andre, ifølge den engelske Wikipedia, i et bind med titlen Il cimento dell’armonia e dell’inventione, eller Kampen mellem harmoni og opfindsomhed. Forår, sommer, efterår og vinter indleder de tolv. Vivaldi, født i Venedig i 1678, var violin virtuos og præst med tilnavnet den røde præst.
Tre satser hver
Hver koncert følger rækkefølgen hurtig, langsom, hurtig. Den engelske Wikipedia angiver Forår som E-dur, Sommer som g-mol, Efterår som F-dur og Vinter som f-mol, og hele sættet varer omkring fyrre minutter. Det er det musikalske skelet, men det, folk husker, er det billede, hver sats maler. Det er en kompakt og let form at følge, hvilket er en del af grunden til, at sættet så ofte er en lyters første barokkoncert.
Sonetterne
Musikken blev ledsaget af sonetter, hvis forfatter ifølge den engelske Wikipedia er ukendt, selvom Vivaldi muligvis selv har skrevet dem. Hver sonet er opdelt i tre dele, én for hver sats, så lytteren kan følge fortællingen. Partituret indeholder også noter som "den gøende hund". Den engelske Wikipedias artikel om programmusik citerer samlingen, hvor hver koncert er knyttet til en italiensk sonet.
Hvad programmusik betyder
Programmusik forsøger ifølge den engelske Wikipedia at gengive en udenomsmusikalsk historie eller beskrivelse i lyd. Udtrykket blev opfundet af Franz Liszt i det 19. århundrede, selvom sådanne værker havde eksisteret i århundreder før ham. Det adskiller sig fra opera, fordi historien når dig gennem instrumenterne, ikke gennem sungne ord. I praksis betyder det, at sonetterne og lyden stemmer overens: når digtet nævner en storm, suser strygerne, og når det nævner en gøende hund, gør bratscherne.
Forår og sommer
Foråret byder på fugle, bække og torden, derefter en gedehyrde, der døser hen ved sin hund, og til sidst dansende hyrder og nymfer. Sommeren åbner i hedens sløvhed med en gøg og en turteldue, derefter en nordenvindsstorm og sværme af insekter, og slutter med hagl, der lægger afgrøderne ned. Wikipedia-artiklen gennemgår hver scene, og sonetterne er værd at læse ved siden af musikken. Man behøver ikke at sætte sig ind i scenerne på forhånd, men et minut med digtene gør koncerten mere levende.
Efterår og vinter
Efteråret er en høstfest med sange, danse og sovende drukkenbolte, derefter en jagt ved daggry med horn og hunde. Vinteren er det koldeste billede: rysten i sneen, stampende fødder, en plads ved ilden mens regnen falder udenfor, og en forsigtig gang på isen, der ender med et fald. Bruegels maleri her, af jægere i sneen, rammer stemningen. Det hjælper at læse om hver årstid, før du tager af sted, selvom musikken er tydelig nok at følge uden.
Hvorfor det blev glemt og genfundet
Den engelske Wikipedia fortæller, at Vivaldis popularitet blegnede efter hans død i 1741, og at hans udgivne koncerter stort set blev ignoreret. Manuskripter blev genopdaget i det 20. århundrede, herunder bind fundet i et kloster i Piemonte i 1926. En indspilning af Louis Kaufman lavet i Carnegie Hall i 1947 var med til at genoplive hans musik i Europa og Amerika. Det er en god påmindelse om, at et berømt værk kan have en lang og ujævn historie, før det bliver en fast bestanddel.
Hvad du skal lytte efter i aften
Lyt efter solisten, der træder ud af ensemblet og derefter vender tilbage til det. Den engelske Wikipedia definerer en violinkoncert som et værk for soloviolin og et ensemble, en form, der stammer fra barokken. Vivaldi skrev omkring 230 af dem. Til en livekoncert skal du både se og høre solisten, fordi spillet er fysisk. Sonetterne og partiturets noter giver dig masser at lytte efter, selv om du aldrig har hørt en tone.
Kilder